Skip to main content
Home » Attraktiv arbejdsplads » Misbrug af rusmidler tages alvorligt hos Banedanmark
Attraktiv arbejdsplads

Misbrug af rusmidler tages alvorligt hos Banedanmark

Samarbejde
Samarbejde
Foto: Pexels
avatar

Carsten Quistgaard

 socialrådgiver hos Banedanmark.

Banedanmark har en klar misbrugspolitik, som indeholder både nultolerance og en hjælpende hånd. På den måde arbejder virksomheden målrettet på, at medarbejdere ikke ryger ud på et sidespor – og det virker, siger Carsten Quistgaard, socialrådgiver hos Banedanmark.

Klar misbrugspolitik

Banedanmark har i over 15 år haft misbrugspolitikken: Man må ikke indtage rusmidler i arbejdstiden, og man må heller ikke møde påvirket på arbejdet. Den klare nultolerance er samtidig fulgt af en personalepolitik om, at medarbejdere, der viser tegn på at være røget ud i misbrugsproblemer, kan få en støttende hånd både økonomisk og praktisk til at finde den rette behandling og samle et netværk af familie og venner til at hjælpe vedkommende ud af problemet.

Når en medarbejder erkender at have et problem med rusmidler, vil der være et hjælpetæppe, som foldes ud. Vi håndterer misbrugsproblemer på lige fod med andre problemer og sygdomme, fortæller Carsten Quistgaard, socialrådgiver hos Banedanmark.

”Vi har nogle dygtige medarbejdere, og hvis de bliver ramt af et misbrugsproblem, vil vi gerne være med til at tage hånd om det, så de kommer ovenpå og kan fortsætte deres arbejde. Misbrug har konsekvenser for familien, arbejdspladsen og samfundet, så det er vigtigt, at vi ikke lader stå til,” siger Carsten Quistgaard. Han arbejder med de medarbejdere, som har fået misbrugsproblemer.

Forskellige løsninger

Det sker ikke ofte, at en ansat i den store virksomhed Banedanmark rammes af misbrugsproblemer. De har kendskab til 2-3 tilfælde årligt, fortæller Carsten Quistgaard, men når det sker, har de en politik om åbenhed, hvor man kan gå til hinanden eller lederen, hvis man ser tegn på, at der kan være problemer hos en kollega, såsom misbrug.

Hvis medarbejderen anerkender at have et misbrugsproblem, er næste skridt, at Carsten Quistgaard sammen med vedkommende udarbejder en kontrakt om, at de vil arbejde på at få medarbejderen med misbrugsproblemer på rette spor.

”Indgangen til problemet kan være forskellig fra person til person, men udgangspunktet er altid bekymring for vores medarbejders velbefindende. Vi sætter os ned og laver en plan og finder ud af, hvad tilbuddet skal være i det enkelte tilfælde. Mange gange inkluderer vi dem, der er nøglepersoner i medarbejderens liv. Det kan være familiemedlemmer eller venner. Derfra laver vi en plan for forløbet og kommunikationen ud til kollegaerne,” siger Carsten Quistgaard.

Nogle gange skal folk i døgnbehandling, andre gange kan mindre gøre det. Uanset er det vigtigt, at den ansatte får den rette behandling.

Inden skaden sker

”Vi er optaget af, at folk får løst det problem, de har, så de kan komme tilbage og passe deres arbejde. Vi er optaget af at fange folk i tide, før det går galt. Kunsten er at fange personen, inden skaden sker,” siger Carsten Quistgaard, der samtidig fortæller, at misbrugspolitikken har hjulpet flere medarbejdere indtil videre.

Next article